Min gamle cykelmakker Eigil Vinther Kristensen er gået bort

Da jeg i går den 5. april fik en mail fra Claus Hvid med beskeden om, at Eigil var død i tirsdags den 1. april, blev jeg meget ked af det.

Især fordi jeg ikke havde set eller talt med ham i mange, mange år, selv om jeg ind imellem havde tænkt, at jeg skulle finde ham og tale om gamle dage.

Desværre blev jeg overmandet af ”det gør jeg lige i morgen”, og så blev det ikke til noget, og nu er det for sent.

Eigil og jeg mødte hinanden 1997 og begyndte – i starten faktisk sammen med Lars Bommersholt - at køre breveterne. Men Ret hurtigt fandt Eigil og jeg et fællesskab, der førte til et venskab, hvor vi kunne tale om alt muligt mellem himmel og jord og samtidig havde det samme blik for cyklingen.

Vi var jo i grunden et noget umage par. Eigil var en meget stor mand på godt 100 kg, og jeg, der på det tidspunkt, kunne svinge mig op på 63 kg. 

Ud ad lige landevej skulle jeg virkelig holde snoren stram, når Eigil gik i gang på den store skive, så han satte mig gang på gang, men når vi nåede bakkerne, blev det min tur.

Vi var og blev aldrig de hurtige, ja jeg tror næsten arrangørerne havde os som pejlemærke – var vi kommet tilbage, var alle tilbage.

Men rigtige randonneurer cykler vel også for oplevelsen og ikke for at sætte hastighedsrekorder, vi var i hvert fald altid indenfor tidgrænserne.

På rigtig mange af breveterne og Flechen fulgte Eigils ledsager Jytte os. På aftalte pit-stops stod hun, dag og nat, klar med mad og drikke, fantastisk hvad hun diskede op med – det var luksus af højeste karat.

Eigil og jeg kørte breveter fra som nævnt 1997 til 2007, så det blev til mange kilometer i al slags vejr: høj solskin og varme, øsende regnvejr, frostvejr, blæsevejr og faktisk også en snestorm på vej over Ejer Bavnehøj.

Igennem årene har jeg især om natten haft den dårlige vane at falde i søvn på cyklen, men det havde Eigil råd for: han sang så det gjaldede med hans meget stor malmfulde røst – kønt lød det ikke, men det holdt mig for det meste vågen og havde der været ulve dengang, ville hans stemme i hvert fald have skræmt dem langt væk.

Undervejs i vores køretid sammen fik Eigil to nye hofter. Efter den første var han på cyklen igen, og kørte brevet 3 mdr efter operationen. Vi jokede lidt, om det kunne være nødvendigt med en hofte i titanium for at pine vægten lidt ned.

Alt i alt er jeg nok det ARD medlem, der har kørt flest brevet km med Eigil med forberedelse til PBP i 1999, 2003 og 2007 samt Fleche Nordique i 2004.

Eigil lagde mere eller mindre op efter 2007, og jeg fik ikke kørt særlig meget, så vores ture sammen blev færre i årene til han ophørte som arrangør i Fredericia i 2010.

Et stort menneske på alle niveauer er gået bort.

Jeg tænker rigtig meget på de mange timer vi havde sammen, på det fortrolige venskab og på den store gæstfrihed Eigil og Jytte viste mig og min kone Pia.

Gid Eigil vil få medvind på de himmelske cykelstier.

Æret være Eigil Vinther Kristensen minde.

Stauning Vesterstrand

6. april 2025

John Lindbeck

PS. I ARDs 25 års jubilæumsbog side 59 er der et billede fra Skövde, Fleche Nordique 2004. Lige over for mig står en høj – ubenævnt – mand med siden til og Telekom logo på de lange bukser, det er Eigil.

---------------------------------------- 0   -----------------------------------------

Claus Hvis Christensen, klubbens arrangør i ARD Midtjylland har indsendt følgende mindeord i forbindelse med at klubbens tidligere arrangør i Sønderjylland, Eigil Vinther, er gå et bort: