Forsøgskaniner søges

Klubben har fået en henvendelse fra Københavns Universitet, der søger cykelryttere til et træningsprojekt. Er du mellem 18 og 40 år så er det måske noget for dig?
For god ordens skyld: Jeg har ikke noget kendskab til forskerne, jeg ved ikke om forsøget er farligt og jeg ved heller ikke om det gør ondt. Men jeg tror det er god træning!
/Jan
Her er henvendelsen:

Cykelryttere søges til træningsprojekt

Baggrund:
Det er velkendt at man ved regelmæssig fysisk aktivitet opnår træningseffekter i muskler, hjerte og blodkar. Træningseffekterne betyder at præstationsevnen forbedres. Vi tror at det kan være nødvendigt at øge træningsintensiteten for at opnå større træningseffekter i muskler og kredsløb, men vi ved ikke hvilken betydning træningsmængden med moderat intensitet har i kombination med mere intens træning.
Projekts formål:
Formålet med forsøget er at undersøge betydning af træningsmængden med moderat intensitet i kombination med intensiveret træning for muskulære og kredsløbsmæssige tilpasninger samt præstationsevnen.
Forsøget:
I forsøget vil du blive placeret i en af to grupper:
-I en gruppe, der udfører intens intervaltræning (3x/uge), og afhængig af træningsbaggrund moderat træning (1-2 timer/uge) ved siden af cykelløb i weekenden.
-I en gruppe, der udfører den samme intense intervaltræning (3x/uge) som ovenstående gruppe, men suppleret med træning med moderat intensitet (4-6 timer/uge) ved siden af cykelløb i weekenden.
Før og efter træningsperioden skal du testes.
Som forsøgsperson får du viden om, hvilken effekt træningen har på dig. Du kan få del i dine egne data og resultater hvis du ønsker det (eksempelvis præstationstestene, hæmatokrit-værdi og kondital).
Du kan deltage i forsøget så frem du opfylder følgende:
-Har kondital over 60 ml/kg/min samt mere end 5.5 W/kg ved udmattelse i en konditest.
-Er mand mellem 18 – 40 år gammel.
Deltagelse i forsøget indebærer følgende:
-Træning i 7 uger i foråret 2015 med første række test planlagt medio marts.
-I alt 7 testdage (4 før og 3 efter den 7 ugers træningsperiode)
-Udtagelse af i alt 2 muskelbiopsier fra låret, samt 30 små blodprøver (4 ml/prøve).
-Der gives honorar for deltagelse.
Praktisk info:
Testene udføres på Institut for Idræt & Ernæring ved Københavns Universitet (2100 KBH Ø), mens den intense træning udføres i grupper på landevejen med mulighed for træning om morgen eller eftermiddag. Der trænes med pulsbælter i hele perioden.
Vi håber dette kan have din interesse. Såfremt det er tilfældet eller har du spørgsmål, så kontakt os venligst via nedenstående mail adresse. Inkluder venligst i denne kort info om alder, ugentlig træningsmængde, samt evt. licens kategori.
Mvh
Ole Søgaard, Jakob Lykkestrup (Bachelor studerende) og Peter M. Christensen (Post.doc)
Institut for Idræt & Ernæring, Københavns Universitet
cykling.2015 (at) gmail.com [udskift (at) med det sædvanlige snabel-a]

Seneste nyt



Audax Randonneurs Danemark

ARD har 5 arrangører, der har hvert sit faste start/mål sted fordelt forholdsvis jævnt ud over landet. Det er derfor relativt nemt at komme til at køre breveter.

Webredaktør

Mail: webredaktor@audax-club.dk Webmaster

Bestyrelsen

Mail: bestyrelse@audax-club.dk Bestyrelsen